Tuse Næs er en smuk og dejlig halvø imellem Odsherred og Holbæk og med vand omkring os.

Det er en halvø med kuperet terræn og de dejligste morænelandskaber med mange fine udkigspunkter. Man kan se fra Bøgebjerg til Roskilde Domkirke og til Vejrhøj i Odsherred i godt vejr. Eller man kan gå direkte ned til Udby Vig, det fredede fuglereservat med mange vilde orkideer, fra Hønsehalsskoven til Bognæs. Det er en smuk vandretur fuld af oplevelser.

Tuse Næs er omkranset af Lammefjorden, Isefjorden og Holbæk Fjord. Lyset, skovene og de bølgende morænelandskaber har tiltrukket mange kunstnere og sommerhusgæster. Her er et rigt kultur- og naturliv at fordybe sig i. Her er æbleplantager og mosterier. Gartneri og salg af æbletræer. Her er gæs og ænder, får og geder og kvæg af bedste slags. Og så er her vidende folk om det alt sammen og de er til at tale med og få oplysninger ud af. Også de glæder sig til Æblefestivalen, for der møder man nye mennesker og får nye inputs. For Æblefestivalen drejer sig om at møde passionerede mennesker omkring æblet og dets produkter. At være sammen med familien på landet og se på naturen, få sig en æblekage eller en æblemost af de lokale og snakke med folk på Tuse Næs over en kop kaffe på Lyngholm Landsteds Bed & Breakfast på Guredevej eller se en kunstudstilling og butik og få sig en kop kaffe og æblekage i Tuse Næs Kunsthåndværks Café i Uglerup. Spise til aften i havnemiljøet med udsigt til Holbæk Fjord i restauranten på Hotel Hørby Færgekro.

Overnatning
Overnatnings muligheder er der også i Færgekroen som har 15 lyse værelser med bad, toilet, tv og telefon. Eller På Bed & Breakfast og kursussted på Lyngholm Landsted, hvor der er ro og fordybelse og smuk udsigt til Lammefjorden.

Natur
Skovene er noget særligt på Tuse Næs. Hønsehalsskoven byder på skovensomhed og Udby Vig, en mystisk kampestenssætning, en helligkilde og strandeng med 13 fredede orkidearter. I dette område har stenaldermennesket færdedes og flere granitsten med kongekrone og mærket 'FM' markerer deres køkkenmøddinger som fortidsminder.

Udby Vig er beskyttet og der findes frodige enge. Fuglelivet er meget rigt med gravand, skallesluger, strandskade og fiskehejrer som almindelige ynglefugle. I træktiden er der flere arter gæs og svaner.

Bognæs Skov og strand med fin udsigt til den fredede Udby Vig er yndet udflugtssted. Her findes en altersten - bautasten - fra oldtiden i skovens nordøstlige hjørne. Der er en lille sandstrand med bådebro og hyggelig grillplads. Fra Tornehage er der mulighed for lystfiskeri af havørred.

Skrevet af Tommy Flugt